Men Gud havde vejledet sit folk i den store adventvækkelse. Hans magt og herlighed havde ledsaget dette værk, og han vilde ikke tillade, at det skulde slutte i mørke og skuffelse, saa at det skulde foragtes som en falsk og sværmerisk vækkelse. Han kunde ikke lade sit ord være indhyllet i tvivl og uvished. Omendskjønt mange adventister forkastede sin forrige beregning af de profetiske tidsperioder og selvfølgelig negtede, at det budskab, som var bygget derpaa, var ret, saa var der andre, som var uvillige til at give afkald paa sin tro og erfaring, som var stadfæstet af skriften og ved Guds aands kraftige vidnesbyrd. De troede, at de havde antaget sunde principer ved fortolkningen i deres granskning af profetierne, og at det var deres pligt at fastholde de sandheder, som de allerede havde vundet, samt at vedblive paa samme maade at ransage bibelen. Under flittig bøn undersøgte de atter sit standpunkt og granskede skriften for at opdage sin fejltagelse. Da de ikke kunde se nogen fejl i sin beregning af de profetiske tidsperioder, blev de ledede til mere nøje at undersøge emnet om helligdommen. (Se anhang anm. 6)