Ligesom Luthers fader ønskede ogsaa Zwinglis fader, at hans søn skulde oplæres, og han blev tidlig sendt bort fra den dal, hvor han vokste op. Hans tankekraft udvikledes hurtig, og man vidste snart ikke, hvor man skulde finde lærere, som var i stand til at undervise ham. J sit trettende aar drog han til Bern, hvor den mest udmærkede skole i hele Schweiz den gang var. Her blev han imidlertid udsat for en fare, som truede med at formørke de lyse udsigter i hans liv. Munkene, bestræbte sig af al magt for at lokke ham ind i et kloster. Dominikanter- og franciskanermunkene stred med hverandre om at erholde den første gunst blandt folket. De søgte at opnaa dette ved at pryde sin kirke paa en iøjnefaldene maade, ved brammende ceremonier og ved den tiltrækningskraft, som ligger i berømte relikvier og billeder, som kan gjøre mirakler. Dominikanerne i Bern indsaa, at dersom de kunde vinde den talentfulde unge disciplel, saa vilde de derved sikre sig baade vinding og ære. Hans unge alder, hans naturlige dygtighed som taler og forfatter og hans talent for musik og poesi vilde virke mere end al deres pragt og brammen til at drage folket til deres gudstjeneste og forøge deres ordens indtægter. De forsøgte ved bedrageri og smiger at formaa Zwingli til at tage bolig i deres kloster. Da Luther studerede i skolen, havde han begravet sig selv i en klostercelle, og verden vilde aldrig have faaet godt af hans arbejde, dersom ikke Guds forsyn havde udfriet ha. Men Zwingli blev ikke overladt til at udsætte sig for den samme skare. Hændelsesbevis blev hans fader underrettet om munkens hensigter. Det var ikke hans plan, at hans søn skulde blive munk og henleve sit liv i unyttig lediggang. Han saa, at der var fare for, at hans liv i fremtiden vilde blive unyttigt, og underrettede ham om, at han maatte komme hjem uden ophold.