En kvinde fra Samaria nærmede sig, og tilsyneladende uden at bemærke hans tilstedeværelse fyldte hun sin krukke med vand. Da hun vendte sig om for at gå bort, bad Jesus hende om noget at drikke. Ingen østerlænding kunne nægte en sådan tjeneste. I Østen blev vandet kaldt „Guds gave“. Det blev anset for så hellig en pligt at give en tørstig rejsende noget at drikke, at ørkenens arabere var villige til at gå en omvej for at kunne udføre den. Hadet mellem jøderne og samaritanerne hindrede denne kvinde i at være venlig mod Jesus, men Frelseren søgte at finde nøglen til hendes hjerte, og med en finfølelse, der havde sit udspring i guddommelig kærlighed, bad han om en tjeneste i stedet for at tilbyde en. Et venligt tilbud var måske blevet afvist, men tillid vækker tillid. Himmelens Konge kom til dette udstødte menneske og bad hende om at gøre ham en tjeneste. Han, som skabte havet, som behersker vandene i dybet og som åbnede jordens kilder og strømme, hvilede i sin træthed ved Jakobsbrønden og var afhængig af en fremmed kvindes venlighed, blot for at få noget vand at drikke.