De farisæere, som Jesus gav denne advarsel, troede ikke selv på de beskyldninger mod ham, som de fremkom med. Der var ikke en eneste af disse høje gejstlige, der ikke havde følt sig draget imod Frelseren. De havde hørt Åndens stemme erklære i deres egne hjerter, at han var Israels Salvede, og tilskynde dem til at bekende sig som hans disciple. I lyset af hans nærværelse havde de erkendt deres ugudelighed og havde længtes efter en retfærdighed, som de ikke selv kunne skabe. Men efter deres afvisning af ham ville det være alt for ydmygende at tage imod ham som Messias. Da de først var trådt ind på vantroens vej, var de alt for stolte til at indrømme deres fejltagelse, og for at undgå at anerkende sandheden prøvede de med desperat voldsomhed at bestride Frelserens lære. Beviserne på hans magt og barmhjertighed irriterede dem voldsomt. De kunne ikke forhindre Frelseren i at gøre mirakler, de kunne ikke standse hans belæring af folket, men de gjorde alt, hvad der stod i deres magt for at give et fordrejet billede af ham og forfalske hans ord. Endnu fulgte Guds overbevisende Ånd dem, og de måtte opbygge mange skranker for at kunne modstå dens magt. Den stærkeste kraft, der kan indvirke på et menneskehjerte, kæmpede med dem, men de ville ikke give efter.