Mens de ventede ved bjergets fod, havde en far bragt sin søn hen til dem, for at de skulle befri ham for en ånd, som plagede ham og gjorde ham stum. Jesus havde givet disciplene magt til at uddrive urene ånder, da han sendte de tolv ud for at prædike i hele Galilæa. Når de handlede i fast tro, havde de onde ånder adlydt deres befaling. Nu bød de i Kristi navn den onde ånd forlade sit offer, men ånden spottede dem blot ved en ny demonstration af sin magt. Disciplene, som ikke var i stand til at redegøre for deres nederlag, følte, at de bragte skam over både sig selv og deres Mester. Og der var skriftkloge i mængden, som straks benyttede lejligheden til at ydmyge dem. De trængte sig ind på disciplene og overøste dem med spørgsmål for at bevise, at de og deres Mester var bedragere. De skriftkloge erklærede triumferende, at der her var en ond ånd, som hverken disciplene eller Kristus selv kunne overvinde. Folket var tilbøjeligt til dele de skriftkloges holdning, og en følelse af foragt og hån var ved at få overhånd i skaren.