Men Jesu rolige stemme fik et øjeblik den larmende skare til at tie, da han atter erklærede, at han ikke var kommet for at oprette et jordisk herredømme. Han skulle snart stige op til sin Far, og hans anklagere ville ikke mere få ham at se, før han kom igen i herlighed. Til den tid — men for sent for deres frelse — ville de anerkende ham. Disse ord sagde Jesus med sorg og med en enestående kraft i stemmen. De romerske officerer var tavse og afdæmpede. Skønt guddommelig påvirkning var fremmed for dem, var de bevægede, som de aldrig havde været det før. I Jesu rolige, højtidelige ansigt læste de kærlighed, godhed og stille værdighed. De blev grebet af en forståelse, som de ikke selv forstod. I stedet for at arrestere Jesus var de mere tilbøjelige til at holde ham. De vendte sig mod præsterne og rådsherrerne og beskyldte dem for at skabe uroen. Disse ledende mænd vendte sig ærgerlige og overvundne mod folket med deres beklagelser og drøftede vredt sagen indbyrdes.