Judas havde sluttet sig til disciplene, dengang store skarer fulgte Kristus. Frelserens lære betog dem, når de henrykt lyttede til hans ord i synagogen, ved søens bred eller på bjerget. Judas så de syge, de lamme og de blinde flokkes om Jesus fra byerne og landsbyerne. Han så de døende blive lagt ved hans fødder. Han var vidne til Frelserens mirakler med at helbrede syge, uddrive djævle og opvække døde. Han anerkendte Kristi lære som noget, der stod højt over alt, hvad han hidtil havde hørt. Han elskede den store lærer og ville gerne være sammen med ham. Han følte trang til en forvandling af sin karakter og sit liv, og han håbede på at komme til at opleve dette ved at slutte sig til Jesus. Frelseren afviste ikke Judas. Han gav ham plads blandt de tolv. Han betroede ham en evangelists gerning. Han tildelte ham kraft til at helbrede de syge og uddrive onde ånder. Men Judas nåede ikke det punkt, hvor han helt overgav sig til Kristus. Han opgav ikke sin verdslige ærgerrighed og sin pengebegærlighed. Skønt han tog imod stillingen som Kristi tjener, lod han ikke det guddommelige forme sig. Han mente, at han kunne beholde sin egen dømmekraft og sine meninger, og han nærede en tilbøjelighed til at kritisere og anklage andre.