De så hans hænder og fødder, der var vansirede af de grusomme nagler. De genkendte hans stemme, der ikke lignede nogen anden, de ellers havde hørt. „Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: ‘Har I noget at spise her.’ De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det.“ „Disciplene blev glade, da de så Herren.“ Tro og glæde trådte i stedet for vantro, og med følelser, som ingen ord kunne udtrykke, anerkendte de ham som deres opstandne Frelser.