Kristus havde opholdt sig i verden i treogtredive år. Han havde udholdt dens foragt, fornærmelse og hån. Han var blevet forkastet og korsfæstet. Nu, hvor han skal stige op til sin herligheds trone, kunne man forestille sig, at han ved tanken om utaknemmeligheden fra dem, han var kommet for at frelse, ville trække sin sympati og kærlighed tilbage fra dem. At hans følelser ville rette sig mod det rige, der værdsætter ham, og hvor syndfri engle kun venter på at udføre hans vilje. Men hans løfte til dem, han elsker, og som han nu efterlader på jorden, lyder: „Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.“