Dette arbejde var ikke blevet fuldbyrdet. Kristi ord var blevet en dadel mod deres selviskhed. For farisæerne var Hans ord blevet usmagelige. De håbede på at vende samtalen til en anden kanal, en af dem med en skinhellighed og udbrød: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” Denne mand talte med stor forvisning, som han selv var sikret en plads i riget. Hans optræden lignede deres der glædede sig over at blive frelst af Kristus, skønt de ikke går ind på betingelserne for den udlovede frelse. Hans ånd var som Balak da han bad: ”Måtte jeg dø, som retskafne dør, måtte jeg få et endeligt som de!” 4. Mos. 23,10. Farisæeren tænkte ikke på om han egnede sig himlen, men på hvad han håbede at nyde i himlen. Hans bemærkning skulle vende fest-gæsternes tanker bort fra deres praktiske pligt. Han ville føre dem fra det nuværende liv til det fjerne tidspunkt for de retfærdiges opstandelse.