Midt i den højtidelige belæring som Kristus gav, afslørede denne mand sit selviske temperament. Han kunne påskønne den evne fra Herren, som kunne arbejde for hans egne verdslige anliggender blev bedre; men åndelige sandheder havde ikke grebet fat i hans sind og hjerte. At få arven, var han helt optaget af. Jesus, herlighedens konge, som var rig, blev alligevel fattig for vor skyld, åbnede den guddommelige kærligheds rigdomme for ham. Helligånden gik i forbøn for ham, at blive arving til den ”ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer”. 1 Peter 1,4. De havde set beviset på Kristi kraft. Nu blev der mulighed for at tale om den store Lærer, og udtrykke det ypperligste ønske i hans hjerte. Men ligesom manden med møgriven i Bunyans lignelse, blev hans øjne rettet mod jorden. Han så ikke kronen på hans hoved. Ligesom Simon Magus, værdsatte han Guds gave som et middel til verdslig vinding