Jesus selv bad ofte, da han levede blandt menneskene. Vor frelser stillede sig på lige fod med os i vor nød og svaghed. Han søgte i bøn at få ny styrke fra sin Fader, for at han kunne beredes til at opfylde sine pligter og møde de prøver, der ventede ham. Han er vort eksempel i alle ting. Han er en broder i vore svagheder og "har været fristet i alle ting ligesom vi", men som den syndfrie frelser veg hans natur tilbage for det onde. Han måtte udstå megen kamp og lide stor sjælekval i denne syndige verden. Hans menneskelige natur gjorde bønnen til en nødvendighed og en velsignelse. Han fandt trøst og glæde i samtale med sin Fader. Dersom Frelseren, Guds Søn, havde behov for bøn, hvor meget mere bør da svage, syndige mennesker føle nødvendigheden af inderlig, stadig bøn!