Denne bekendelse blev fremtvunget af hans skyldbetyngede hjerte, fordi han med forfærdelse følte fordømmelsen og ventede dommen. De følger, der ville komme over ham, fyldte ham med angst; men der var ingen dyb, hjertegribende sorg i hans sjæl over, at han havde forrådt Guds uskyldige Søn og fornægtet Israels Hellige. Farao bekendte sin synd for at undgå flere ulykker, da han led under Guds straffedomme; men han trodsede atter Herren, så snart plagerne ophørte. Alle disse beklagede syndens følger, men de følte ingen bedrøvelse over selve synden.