Verden havde set til og ventede, at dersom tiden gik hen, og Kristus ikke kom, saa vilde hel adventlære dø bort. Men omendskjønt mange i den store prøvelse gav slip paa sin tro, saa var der andre, som stod fast. Adventbevægelsens frugter, de ydmyge aand og selvprøvelse, verdens forsagelse og forbedring i levnet, som fulgte med dette værk, vidnede om, at det var af Gud. De turde ikke negte, at den Helligaand havde sat sit segl til forkyndelsen af budskabet om Kristi komme. De kunde ikke opdage nogen fejltagelse i sin beretning af de profetiske tidsperioder, og de dygtigste bland deres modstandere, havde ikke været i stand til at omstyrte deres theori angaaende profetiernes fortolkning. De kunde ikke uden beviser fra bibelen samtykke i at forkaste den overbevisning, som de havde erholdt gjennem alvorlig granskning i bibelen under megen bøn, medens sjælen var oplyft af Guds aand, og hjerterne brændte af deres levende kraft - en overbevisning, som havde udholdt den skarpeste kritik og den bitreste modstand af populære prædikanter og verdslig vise mænd, og som havde staaet fast mod lærdommenes og veltalenhedens forenede kræfter, saa vel som mod de fornemmes og de ringes haan og spot.