Læren om bevidsthed i døden hviler paa den store grundvildfarelse, at mennesket er født med udødelighed. Ligesom læren om evig pine strider denne lære mod skriftens vidnesbyrd, mod fornuften og vore menneskelige følelser. j følge den populære tro kjender de fleste i himlen til alt, som sker paa jorden, og især er de bekjendte med deres efterladte venners liv. Men hvorledes kunde det være en kilde til lykke for de døde at være bekjendte med de levendes bekymringer, at være vidne til de synder, som deres egne elskede venner begaar, og se, hvorledes de maa lide alle de sorger, skuffelser og bekymringer, som livet medfører? Hvor meget af himlens salighed kunde vel de nyde, som saaledes svævede over sine venner paa jorden? Og hvor modbydelig er ikke den tro, at de uretfærdige sjæle, saa snart som de udaander overgives til helvedes flammer! J hvilken dyb smerte maa ikke de nedstyrtes, som ser sine venner synke uforberedte i graven for derefter at indgaa til evig synd og pine! Mange er bleven vanvittige ved denne grusomme tanke.