En afdeling romerske soldater have lejret sig nær ved søbredden, og Jesus blev nu afbrudt i sin tale ved trompeternes lyd, der gav signal til soldaterne på sletten neden for. De ordnede sig på sædvanlig måde og bøjede sig med ærbødighed for den romerske fane, som løftes op for dem. Jøderne ser herpå med bitre følelser, og det minder dem om deres egen nedværdigelse som et folk. Straks efter udsender man budbærerne fra hæren med befalinger til forskellige fjerne poster. De stiger opad de bratte høje ved søbredden og kommer nær til den lyttende folkemængde, som omgiver vor frelser, og de tvinger nogle af de jødiske bønder til at bære deres byrder opad den stejle skrænt. Bønderne sætter sig imod denne voldshandling og tiltaler sine forfølgere hårdt, men bliver til sidst tvunget til at adlyde soldaterne og at udføre det simple arbejde, som kræves af dem. Dette tegn på romernes overherredømme bevæger folket til vrede, og de vender sig begærlige mod den Store Lærer for at høre hvad, han vil sige om denne grusomme undertrykkelse. Jesus ser med bedrøvelse på, hvad der så skammelig foregår; thi han tænker på, hvorledes jødernes synder har bragt dem i trældom. Han lægger også mærke til det had og den hævngerrighed, som viser sig på jødernes ansigter, og hvor inderlig de længes efter ar få magt til at overvinde deres undertrykkere. Derpå siger ham med bedrøvelse: —