Da lød en hæs stemme gennem paladset, hvilken gennemtrængte alle tilstedeværende med forfærdelse: Han er uskyldig! Spar ham, o Kajfas! Han har ikke gjort noget, som fortjener døden. Man så nu Judas' høje skikkelse som trængte sig igennem den forfærdede skare. Hans ansigt var blegt og vildt, og store sveddråber stod på hans pande. Han trængte sig lige hen til dommertronen og kastede de sølvpenge ned for ypperstepræsterne, som han havde fået for at forråde sin herre. Han greb heftig i Kajfas kappe og bad ham om at lade Jesus løs, idet han erklærede, at han var uskyldig og ikke havde begået nogen synd. Kajfas rev sig løs fra ham med vrede; men han var forvirret og vidste ikke, hvad han skulle sige. Præsternes falskhed var åbenbaret for folket. Det var klart for alle, at de havde givet Judas penge, for at han skulle forråde Jesus til dem, som søgte efter hans liv.