Tanken at de hedenske folk, og især ægypterne, ville triumfer over Israel, og gøre Gud til skamme, var overvældende for Moses. Han kunne ikke lade Israel gå, uanset al deres oprør, og deres gentagende knurren imod ham. Hvordan kunne han opgive et folk som der er gjort så meget for, og som på en underfuld måde var bragt ud af Ægypten. Nyhederne om deres udfrielse var blevet spredt iblandt alle folkene, og alle folkeslagene så ivrigt efter hvad Gud ville gøre for dem. Og Moses huskede godt ægypternes ord, at han førte dem ud i ørknen så de kunne gå fortabt, og få alle deres ejendomme. Og hvis Gud nu skulle udslette sit folk, og ophøje sig et større folk end Israel, ville hedningene da ikke triumfere, og håne hebræernes Gud, og sige at han ikke kunne lede dem til det land han havde lovet dem? Da Moses gik i forbøn for Israel over for Gud, var hans generthed borte i sin dybe interesse og kærlighed for det folk, som han i Guds hænder havde været middel for at gøre så meget for. Han bragte det løfte frem for Gud, som han havde givet Abraham, Isak og Jakob. Han bad til Gud i fast tro og i opsat øjemed. Herren lyttede til hans bønner, og så på hans uselviske bønner og lovede Moses at han ville spare Israel.