På dette tidspunkt, hvor Luther i så høj grad trængte til en sand ven, blev Melanchthon ved Guds forsyn sendt til Wittenberg. Skønt ung af år og beskeden og frygtsom af væsen, vandt dog Melanchthons sunde dømmekraft, store kundskaber og vindende veltalenhed i forbindelse med hans rene og retskafne sind, ham almindelig beundring og agtelse. Hans strålende begravelse var ikke mere karakteristisk for ham end hans milde sindelag. Han blev snart en oprigtig tilhænger af evangeliet og Luthers mest betroede ven og værdifulde støtte. Hans blidhed, forsigtighed og nøjagtighed passede godt sammen med Luthers dristighed og energi. Deres forening i arbejdet gav styrke til reformationen og var en kilde til stor opmuntring for Luther.