Wiclif levede i middelalderens mørke. Han havde ingen forløber at tage ved lære af, da han arbejdede med sine reformer. Han fremstod ligesom Johannes Døber for at udføre en speciel gerning. Han indvarslede en ny tid. Og dog var den måde, som han fremholdt sandheden på, præget af en enhed og en fuldkommenhed, som ikke blev overgået af de efterfølgende reformatorer, ja, nogle nåede ikke engang så langt 100 år senere. Grundvolden var så solid og selve bygningen så stærk og sand, at det ikke var nødvendigt for dem, der kom efter ham, at bygge den om.