Hvorledes de følte, som endnu troede at Gud havde ledet dem i deres foregaaende erfaring, udtrykkes i William Millers ord: "Dersom jeg skulde leve mit liv om igjen med samme beviser, som jeg havde den gang, saa matte jeg gjøre aldeles som, jeg har gjort, dersom jeg vil være ærlig overfor Gud og mennesker. Jeg haaber, jeg har renset mine klæder fra sjæls blod, og føler, at jeg saa vidt som muligt har friet mig selv fra al skyld med hensyn til deres fordømmelse." "Omendskjønt jeg to gange er bleven skuffet," skriver denne Guds mand, "er jeg dog ikke nedtrykt eller modløs". "Mit haab om, at Kristus skal komme, er stærkere end nogensinde før. Jeg har blot gjort, hvad jeg efter flere aars alvorlig overvejelse følte, at det var min pligt at gjøre. Dersom jeg har taget fejl, saa har jeg taget fejl paa kjærligehdens side - kjærligheden til mine medmennesker og overbevisningen om mine pligter mod Gud." "En ting ved jeg: Jeg har ikke prædiket andet, end hvad jeg har troet; og Gud haand har været med mig, hans krfat har vist sig i værket, og meget godt er bleven udrettet." "Saa vidt det er muligt for menneskelige øjne at se, er mange tusender bleven ledede til at ransage skrifterne, idet vi har prædiket om en bestemt tid, og paa denne maade er de gjennem troen og bestræbelsen i Kristi blod bleven forsonede med Gud." "Jeg har aldrig bejlet til de stoltes smil, eller skjælvet, naar verden har vist sig vred. Jeg skal ej heller nu tilkjøbe mig dens gunst eller gjøre mere end min pligt for at vække dens had. Jeg skal aldrig søge at fri mit liv af dens haand, ej heller drage mig tilbage fra at miste det, dersom Gud og hans gode forsyn styrere det saaledes."