Da Ezekias's liv til svar paa hans bøn blev forlænget femten aar, fremførte den taknemmelige konge en lovsang til Gud, for hans store barmhjertighed. J denne sang fortæller han, hvorfor han saaledes glædede sig: "Thi dødsriget takker dig ej, døden lover dig ej; de, som nedfarer i graven, venter ikke paa din trofasthed. Den, som lever, ja den, som lever, han takker dig som jeg i dag; en fader underviser sine børn om din trofasthed." (Es. 38:18,19) Nutidens theologi fremstiller de retfærdige øde, som om de var i himlen i salighed og priser Gud med en udødelig tunge; men Ezekias kunde ikke finde nogen saadan herlig udsigt i døden. Salmistens vidnesbyrd stemmer overens med hans ord. "Thi der er ingen ihukommelse af dig i døden; hvo vil vi takke dig i dødsriget?" "De døde lover ikke Herren, ej heller nogen af dem, som nedfarer til det stille." (Sal. 6:6; 115,17.)