Dengang Jesus satte sig for at hvile ved Jakobsbrønden, var han kommet fra Judæa, hvor hans gerning kun havde båret lidt frugt. Han var blevet afvist af præsterne og de skriftkloge, og selv de mennesker, der hævdede at være hans disciple, var det ikke lykkedes at fornemme hans guddommelige natur. Han var træt og udmattet; alligevel forsømte han ikke lejligheden til at tale med en kvinde, skønt hun var en fremmed, en udlænding i Israel, og skønt hun levede i åbenlys synd.