„Men den, som stenen falder på, vil den knuse.“ De mennesker, som forkastede Kristus, ville snart komme til at se deres by og deres folk gå til grunde. Deres herlighed ville blive knust og spredt som støv for vinden. Og hvad var det, der tilintetgjorde jøderne? Det var den klippe, som ville være blevet deres redning, hvis de havde bygget på den. Det var Guds afviste godhed, hans forsmåede retfærdighed, hans ringeagtede nåde. Mennesker satte sig op imod Gud, og alt det, som kunne være blevet til deres frelse, vendte sig til at blive til deres ødelæggelse. Alt det, som Gud havde bestemt skulle være til liv, viste sig for dem at blive til død. Jerusalems ødelæggelse var en følge af jødernes korsfæstelse af Kristus. Blodet, der blev udgydt på Golgata, var det, der forårsagede deres undergang både i denne verden og i den kommende. Sådan vil det blive i de sidste dage, når dommen skal fældes over dem, der forkaster Guds nåde. Så vil Kristus, deres anstødssten, forekomme dem at være et hævnens bjerg. Hans ansigts stråleglans, som for de retfærdige er selve livet, vil for de onde være som en fortærende ild. Synderen vil gå til grunde, fordi han forkastede kærligheden og foragtede nåden.