Gang på gang blev de frugtbare marker lagt øde, deres boliger og bedehuse jævnet med jorden, så der kun var en ørken tilbage, der hvor et uskyldigt og flittigt folk før havde haft deres hjem. Ligesom rovdyrenes raseri tiltager, når det smager blod, gjorde ofrenes lidelser pavekirkens repræsentanter endnu mere rasende. Mange af den sande tros vidner blev jaget over bjergene og ned i dalene, hvor de fandt ly i de vældigt skove og mellem klipperne. De fredløse kunne ikke anklages for deres vandel. Selv deres fjender sagde, at de var fredelige, stille og fromme mennesker. Deres store brøde bestod i, at de ikke ville tjene Gud, som paven ønskede det. Det var for denne forbrydelse, at de blev gjort til genstand for alle de ydmygelser, krænkelser og pinsler, som mennesker og djævle kunne finde på.