Den store åndskæmpe
Den store bevægelse, som Wiclif startede - den skulle komme til at frigøre samvittigheden og åndsevnerne og befri lande, der så længe havde været lænket til Roms sejrsvogn - havde sit udgangspunkt i Bibelen. Den var kilden til den strøm af velsignelser, der som livgivende vand er blevet ved at flyde ned igennem tiderne lige fra det 14. århundrede. Wiclif troede u betinget på den hellige skrift og betragtede den som den inspirerede åbenbaring af Guds vilje og som en fuldgyldig rettesnor for tro og opførsel. Han var blevet oplært til at betragte romerkirken som en guddommelig, ufejlbarlig autoritet og til at vise uforbeholden ærbødighed for de lærdomme og skikke, som var blevet vedtaget igennem 1000 år. Men han vendte sig bort fra alt dette for at kunne lytte til Guds hellige ord. Det var dets autoritet, som han formanede folket til at anerkende. Han sagde, at den eneste sande autoritet var Guds røst, som lød gennem ordet, og ikke kirkens røst, som lød gennem paven. Han lærte ikke blot, at Bibelen er en fuldkommen åbenbaring af Guds vilje, men at Helligånden er dens eneste fortolker, og at det enkelte menneske selv skal finde ud af, hvad der er dets pligt, ved at studere Bibelen. På denne måde ledte han menneskenes sind bort fra paven og romerkirken og hen til Guds ord.