Hieronymus' ord vakte forbavselse og beundring selv hos hans fjender. Han havde været indespærret i et fangehul et helt år uden at kunne læse eller endog se. Han havde haft store fysiske lidelser og gennemgået samvittighedsfulde anfægtelser; men til trods herfor fremførte han sine argumenter med en sådan klarhed og kraft, at man skulle tro at han havde haft anledning til uforstyrret studium. Han mindede sine tilhørere om den lange række hellige mænd, der var blevet dømt af uretfærdige dommere. I næsten hvert eneste slægtled havde der levet nogle, som var blevet foragtet og forkastet, fordi de søgte at højne deres samtids medmennesker; men eftertiden har vist, at de gjorde sig fortjent til hæder. Kristus selv blev dømt som en forbryder af en uretfærdig domstol.