J disse første tider maatte methodisterne - folket saavel som prædikanterne - udholde spot og forfølgelse saa vel fra kirkens medlemmer som fra de aabenbart ugudelige, der blev opflammede af deres falske beretninger. De blev fremstillede for retten, som bar navn at retfærdighedens tjener, men retfærdighed fandtes sjelden ved domstolene paa hin tid. De blev ofte mishandlede af sine forfølgere. Pøbelskarer gik fra hus til hus, ødelagde bohave og anden ejendom, plyndrede saa meget, de ønskede, og mishandlede brutalt mænd, kvinder og børn. Undertiden opslog man offentlige bekjendtgørelser, som opfordrede dem, der ønskede det, til at hjælpe til at sønderslaa vinduer og røve i methodisternes huse og bestemte dem til at samles paa en vis tid og paa et bestemt sted. Saaledes overtraadte man offentlig baade menneskelige og guddommelige lov. Men dette tillod man at gaa for sig uden irettesættesættelse. Man forfugte systematisk det folk, hvis eneste fejl var, at de søgte at vende syndens fødder for fordærvelsens til hellighedens vej.