De jødiske lederes blinde raseri og de afskyelige forbrydelser, som blev begået i den belejrede by, vakte romernes rædsel og harme, og Titus besluttede til sidst at tage templet med storm. Men hvis det var muligt, skulle det skånes fra ødelæggelse. Hans befaling blev ikke efterkommet. Da han havde trukket sig tilbage til sit telt om aftenen gjorde jøderne udfald fra templet og angreb soldaterne udenfor. Under kampen kastede en soldat et brændende træstykke ind gennem døråbningen, og i næste øjeblik stod de cederbeklædte kamre, som omgav den hellige bygning, i flammer. Titus styrtede hen til templet, fulgt af sine generaler og legionærer, og befalede, at soldaterne skulle slukke ilden. Ingen agtede på hans ord. I deres raseri kastede soldaterne brændende træstykker ind i de kamre, der stødte op til templet, og huggede ned for fode blandt de mennesker, der havde søgt tilflugt der. Blodet flød i strømme ned ad templets trapper. I tusindvis af jøder omkom. Over kamptummelen lød der røster, som råbte: "Ikabod!" Herligheden er borte!