Papisternes ledere var ærgerlige over, at deres magt, som havde bragt konger og fyrster til at skjælve, saaledes skulde foragtes af en ringe munk. De længtes efter at lade ham føle deres vrede ved at plage livet af ham. Men Luther, som forstod sin fare, havde talt til alle med kristelig værdighed og ro. Hans ord havde været fri for stolthed, vrede og fordrejelse. Han havde glemt sig selv og de store mænd omkring sig og følte blot, at han var i hans nærværelse, som er uendelig mægtigere end paver, prælater, konger og kejsere. Kristus havde talt gjennem Luthers vidnesbyrd med en kraft og værdighed, som for øjeblikket vakte forfærdelse og forundring baade hos venner og fiender. Guds aand havde været tilstede i hint raad og havde gjort indtryk paa kejserdømmets fornemste mænd. Flere af fyrsterne erkjendte offentlig, at Luthers sag var retfærdig: Mange var overbeviste om sandheden; men hos nogle af dem var disse indtryk ikke varige. Der var en anden klasse, som ikke for nærværende udtrykte sin overbevisning, men som senere, efter at de havde ransaget skriften for sig selv, med stor frimodighed erklærede sig for reformationen.