Denne hævdelse af, at mennesker hjemsøges af Guds dom for at bryde søndagen som hviledag, vil atter gentage sig. Den er allerede ved at blive gjort gældende. Romerkirken er forunderlig i sin snedighed og list. Den kan gætte, hvad der vil ske. Den venter, til dens tid er inde, fordi den ser, at de protestantiske kirker gør knæfald for den ved at antage den falske sabbat, og at de forbereder sig til at tvinge den igennem med de selv samme midler, som den selv anvendte i fordums tid. De, der forkaster sandhedens lys, vil alligevel søge hjælp hos denne, som den påstår, ufejlbarlige magt for at forherlige en forordning, der har sin oprindelse hos den. Det er ikke vanskeligt at forudsige, med hvilken glæde den vil komme protestanterne til hjælp i dette arbejde. Mon nogen bedre end de pavelige ledere forstår hvordan man skal handle med dem, der er ulydige mod kirken?