I arbejdet med at hjælpe de faldne vil man ofte blive skuffet af sådanne, som giver løfte om et bedre liv. Mange vil blot gøre en overfladisk forandring i deres liv og vaner. De ledes af øjeblikkets indskydelser, og det kan for en tid se ud, som om de har bedret sig; men der er ikke sket nogen virkelig hjerteforandring. De nærer endnu den samme egenkærlighed, den samme trang til tåbelige fornøjelser, dem samme trang til at tilfredsstille deres egne lyster og lidenskaber. De har intet kendskab til, hvad det vil sige at udvikle karakteren, og men kan ikke stole på dem som principfaste mennesker. De har fordærvet de sjælelige og åndelige evner og kræfter ved at føje deres lyster og lidenskaber, og dette gør dem svage. De er vankelmodige og ustadige, og deres tilskyndelser går i sanselig retning. Sådanne mennesker er ofte farlige for andre. Da de betragtes som mennesker, hos hvem der er indtrådt forandring til det bedre, betror man dem ansvar og stiller dem der, hvor deres indflydelse virker fordærvende på de uskyldige.