Man kan aldrig bortfjerne sine fjenders ondskab ved at vise had; men kærlighed og venlighed afføder kærlighed og venlighed til gengæld. Selv om Gud altid belønner dyd og straffer synd, så unddrager han dog ikke sin velsignelse fra de ugudelige. Om end de daglig vanærer hans navn, lader han sin sol skinne og regnen falde på de retfærdige og uretfærdige og velsigner begge med jordisk lykke. Dersom den hellige Gud er så overbærende og barmhjertig mod oprørske og afguderiske mennesker, hvor nødvendigt er det da, at fejlende mennesker bør vise det samme sind, mod sine medmennesker. I stedet for at forbande dem, som gør dem skade, er det deres pligt at søge af vinde deres hjerte og at lede dem bort fra deres onde veje, idet de behandler dem med venlighed, ligesom Kristus behandlede dem, der forfulgte ham. Jesus lærte sine efterfølgere, at de skulle vise kristelig høflighed mod alle, som kom under deres indflydelse, at de ikke skulle glemme at gøre barmhjertigheds-gerninger, og at når man bad om hjælp, så skulle de være mere villig til at gøre godt end verdens børn. Guds børn skulle have den samme ånd som den, der hersker i himlen. Deres grundsætninger og handlinger skulle ikke være af samme beskaffenhed som verdens snævre, egenkærlige handlemåde. Himlens lov kræver fuldkommenhed. Ligesom Gud er fuldkommen i sin ophøjede stilling, således bør også Guds børn var fuldkomne i den ringe stilling, som de indtager. Alene på denne måde kan de beredes til at indgå i himmerigets rige og have samfund med Guds hellige engle. Kristus henvender disse ord til sine efterfølgere, og de indeholder den fuldkommen regel for en kristelig karakter: "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen."