Jeg troede i min Enfoldighed, at mine Metodist-Brødre og –Søstre vilde forstaa mine Følelser og glæde sig med mig. Men jeg blev skuffet; flere af Søstrene begyndte at flytte sig paa Stolene og vende mig Ryggen. Jeg kunde ikke fatte, hvad jeg havde sagt, som kunde støde dem; men de jeg følte, at min tale mishagede dem, holdt jeg snart op. Da jeg var færdig, spurgte Ældste B. mig, om det ikke vilde være mere ønskværdigt at leve et langt og nyttigt Liv med at gjøre andre godt, end at Jesus snart skuldekomme og ødelægge de stakkels Syndere. Jeg svarede, at jeg længtes efter Jesu Komme. Da skulde det være slut paa Synden, og vi skulde stedse leve i hellighed uden nogen Djævel til at friste eller vildlede os.