Kurfyrst Frederik havde med stor ængstelighed set fremad til den tid, da Luther skulde fremstaa for rigsdagen, og han lyttede med dyb følelse til hans tale. Han glædede sig over doktorens mod, fasthed og aandsnærværelse og var stolt af at være hans beskytter. Han sammenlignede de stridende partier og saa, at pavernes, kongernes og prælaternes vidsom blev tilintetgjort af sandhedens magt. Pavedømmet havde lidt et nederlag, som det vilde føle blandt alle folk til alle tider.