Det aandelige frafald, som havde vist sig i England straks for Weslys tid, for en stor del en følge af, at man lærte at loven ikke er gyldig. Mange paastrod, at Kristus havde afskaffet sædeloven, og at det derfor ikke er en kristens pligt at adlyde den; at den troende er friet fra at trælle under gode gjerninger. Andre erkjendte lovens gyldighed, men sagde, at prædikanterne ikke behøvede at formane folket til at lyde dens bud, eftersom de mennesker, Gud havde udvalgt til salighed, vilde, "ved den guddommelige naades uimodstaaelige tilskyndelse blive ledede til at øve fromhed og dyd"; medens de, som var bestemte til evig fortabelse, "ikke havde nogen kraft til at adlyde Guds lov".