Men resultatet af alt dette var højst forskelligt fra, hvad romerkirken havde stilet imod. I stedet for at holde masserne i blind lydighed mod dens dogmer, fik dens politik dem til at blive vantro og revolutionære. De foragtede katolicismen, som de betragtede som præstepolitik, og de betragtede gejstligheden som medskyldige i deres underkuelse. Den eneste gud de kendte, var romerkirkens gud, og romerkirkens lære var deres eneste religion. De betragtede kirkens grådighed og grusomhed som det naturlige resultat af Bibelens lære, og de ville intet have med den at gøre.