Trods forfølgelsens rasen lød der gennem århundreder en stilfærdig, oprigtig, alvorlig og tålmodig protest mod troens forfalskning. Datidens kristne havde kun et delvist kendskab til sandheden, men de havde lært at elske og adlyde Guds ord og led tålmodigt for ordets skyld. Mange fulgte de troendes eksempel i den apostoliske tid og gav afkald på deres jordiske ejendele for Kristi skyld. De, der fik lov at blive boende i deres hjem, gav med glæde deres forfulgte brødre husly, og når de selv blev forfulgt, fandt de sig gladelig i de udstødtes lod. Det er sandt, at tusinder lod sig skræmme af forfølgerne s raseri og sikrede sig friheden på bekostning af deres tro. Da de forlod fængslerne, var de iført bodsdragter for at tilkendegive, at de havde tilbagekaldt. Men der var heller ikke få - og de talte både mennesker af ædel byrd og ringe stand - der frygtløs vidnede om sandheden i fængselsceller, i "lollardtårne," i torturkamre og på bålet, og som glædede sig over, at de blev regnet for værdige til at kende "fællesskabet med ham i hans lidelser."