Hans ord var ikke uden virkning. Dagen efter, at Luther havde svaret, fremlagde Karl et budskab for rigsdagen, som forkyndte, at han havde besluttet at følge sin forgjængers politik og at opretholde og beskytte den katolske religion. Eftersom Luther havde negtet at tilbagekalde sine vildfarelser, skulde man anvede de kraftigste forholdsregler mod ham og det kjætteri, han lærte. Han sagde. "En eneste munk, som er vildledet af sin egen galskab, opstiller sig selv mod hele kristenhedens tro. Jeg vil ofre mit rige, min magt, mine venner, mine skatte, mit legeme og blod, mine tanker og mit liv for at stanse dette ugudelige værk. Jeg skal nu sende den ophøjede Luther bort og forbyde ham at foraarsage den mindste forstyrrelse blandt folket. Derefter skal jeg tage forholdsregler mod ham og hans tilhængere som aabenbare kjættere. Jeg vil udelukke dem og sætte dem i ban og bruge ethvert middel, som er nødvendigt, for at ødelægge dem. Jeg opfordrer statens medlemmer til at opføre sig som tro kristne." Men kejseren erklærede alligevel, at Luthers lejdebrev skulde respekteres, og at han skulde have tilladelse til at rejse hjem uden overlast, før man kunde anlægge sag mod ham.