Ved den niende time løftede mørket sig fra folket, men indhyllede stadig Frelseren. Det var som et symbol på den smerte og rædsel, der hvilede tungt på ham. Intet blik kunne trænge igennem det mørke, der omgav korset, og ingen kunne trænge ind i det endnu dybere mørke, der indhyllede Kristi lidende sjæl. Det var, som om de heftige lynglimt blev slynget imod ham, mens han hang på korset. Da „råbte Jesus med høj røst: ‘Elí, Elí! lemá sabaktáni?’“ „Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?“ Da det ydre mørke sænkede sig over Frelseren, var der mange, som udbrød: Himmelens hævn rammer ham. Guds vredes lyn slynges imod ham, fordi han gjorde krav på at være Guds Søn. Mange af dem, der troede på ham, hørte hans fortvivlede råb. Håbet svigtede dem. Hvis Gud havde forladt Jesus, hvad havde så hans disciple at stole på?