Forventning og skuffelse
De, der havde antaget budskabet, ventede med ubeskrivelig længsel på deres Frelsers komme. Nu nærmede det tidspunkt sig, da de forventede at se ham. De var opfyldt af en højtidelig alvor. De havde inderligt samfund med Gud en forsmag på den fred, som ville blive dem til del i den himmelske herlighed. Ingen af dem, der oplevede dette håb og denne tillidsfuldhed\ kunne glemme den dyrebare ventetid. I ae sidste uger forud for det store øjeblik ophørte de for det meste med verdsligt arbejde. De oprigtigt troende ransagede omhyggeligt hver tanke og følelse i deres hjerte, som om de lå på dødslejet og skulle lukke deres øjne for alt jordisk om nogle få timer. Der blev ikke fremstillet "himmelfartsklæder," som nogle påstod, men alle indså nødvendigheden af en overbevisning, om at de var beredte til at møde Frelseren. Deres hvide klæder bestod i et rent hjerte - en karakter, der var renset for synd i Kristi forsonende blod. Gid Guds bekendende folk stadig følte det samme behov for hjerteransagelse og besad den samme alvorlige, urokkelige tro! Hvis de var blevet ved med at ydmyge sig for Herren på denne måde og trænge frem for nådetronen med deres bønner, ville de eje en langt rigere erfaring, end de har nu. Der bedes for lidt, der findes for lidt virkelig overbevisning om synd, og som følge af mangel på levende tro, er mange blottet for den nåde, som vor Genløser har tilvejebragt i så rigt mål.