To modstridende meninger blev fremholdt af rigsdagens medlemmer. Pavens gesandter og repræsentanter fordrede atter, at man ikke skulde tage hensyn til reformatorens lejdebrev. "Rhinen", sagde de, "bør tage imod hans aske, ligesom den modtog Johan Huss' for hundrede aar siden." Men Tysklands fyrster protesterede, omendskjønt de selv var katoliker og Luthers aabenbare fiender, mod et saadant brud paa offentlig oprigtighed som en plet paa nationens ære. De henviste til de ulykker, som skete efter Huss' død og erklærede, at de ikke turde nedkalde gjentagelse af disse frygtelige onder over Tyskland og over deres vældige kejsers hoved.