Kejser Karl selv svarede til dette lave forslag, at om end troskaben blev forvist fra hele jorden, saa burde den dog finde et tilflugtssted bland fyrster. De bitreste af Luthers pavelige fiender søgte endnu at formaa kejseren til at handle med reformatoren, ligesom Sigismund havde handlet med Huss - overlade ham til kirkens naade - men Karl V erindrede, hvorledes Huss i den offentlige forsamling havde peget paa sine lænker og mindet monarken om hans brudte løfte, og erklærede, at han skulde ikke ønske at rødme saaledes som Sigismund.