Jesus havde nådig tilgivet Marias synder, selvom de havde været mange og store, og hendes hjerte var fuldt af kærlighed til Frelseren. Hun havde ofte hørt ham tale om sin død, som nærmede sig, og hun var bedrøvet over, at han gik en så grusom skæbne i møde. Med stor opofrelse havde hun købt en alabastkrukke med meget kostelig salve hvormed hun havde bestemt at salve Jesu legeme, når han var død. Men nu hørte hun, at mange var af den mening, at han ville blive ophøjet til konge, når han kom til Jerusalem, og hun var alt for villig til at tro, at det ville ske. Hun glæde sig over, at hendes Frelser ikke længere skulle blive foragtet og forkastet og tvunget til at fly for at undgå døden. I sin kærlighed og taknemmelighed ønskede hun at være den først, som skulle ære ham, og hun søgte at undgå at vække opmærksomhed, men salvede ikke desto mindre hans hoved og fødder med kostelig salve og tørrede hans fødder med sit lange hår.