Medens han var i Arabien kommunikerede han ikke med apostlene; han søgte Gud alvorligt af hele sit hjerte, besluttede sig for at ikke hvile før han med sikkerhed vidste at hans anger var accepteret, og hans store synd tilgivet. Han ville ikke opgive kampen før han havde en forsikring for at Jesus ville være hos ham i sin kommende tjenestegerning. Han skulle altid have mærkerne af Kristi herlighed med sig på kroppen, i sine øjne, som var blevet forblændet af det himmelske lys, og han ønskede også at han hele tiden havde forvisningen om Kristi understøttende nåde med sig. Paulus kom i tæt forbindelse med Himlen , og Jesus havde samvær med ham, og grundfæstnede ham i hans tro, gav ham sin visdom og nåde.