De hellige følte sig overalt dragne til at søge Herren i inderlig og alvorlig Bøn. Et helligt Alvor hvilede over dem. Englene saa til med den dybeste Interesse for at erfare Budskabets Virkning, og de stod dem bi, som antog det, drog dem bort fra det jordiske, for at de skulde drikke rigelig af Frelsens Kilde. Herren tog da sit Folk til Naade. Jesus betragtede dem med Velbehag; thi hans Billede gjenspejles i dem. De havde opofret sig og overgivet sig til Herren uden Forbehold, og de ventede at blive forvandlede og iførte Uforkrænkelighed. Men de maatte atter udholde en sørgelig Skuffelse. Den Tid, de saa fremad til i Haab om at blive forløste, udløb; de var fremdeles paa Jorden, og Virkningerne af Forbandelsen havde aldrig syntes saa tydelige som nu. De havde tragtet efter de himmelske, og i den søde Forventning havde de en Forsmag paa den evige Forløsning; men deres Forhaabninger blev ikke virkeliggjorte.