Derpå hørte jeg en røst sige til dem, der havde været udsat for stød og forhånelse: "Udskil jer fra dem, og rør ikke noget urent!" Et stort antal adlød denne røst, søndersled de snore, som bandt dem, forlod de grupper, der befandt sig i mørke, forenede sig med dem, der tidligere havde vundet frihed, og sluttede sig med glæde til disses stemmer. Jeg hørte lyden af alvorlig, kvalfyldt bøn fra nogle få, der endnu befandt sig i de grupper" som var i mørke. Præsterne og de ledende mænd gik omkring i disse forskellige grupper og fæstede snorene bedre; men endnu hørte jeg denne lyd af alvorlig bøn. Derpå så jeg dem, som havde bedt, række hænderne ud efter hjælp fra den forenede gruppe" som var i frihed og glædede sig i Gud. Idet disse alvorligt skuede mod himlen og pegede opad, sendte de det svar tilbage: "Gå ud fra dem og udskil jer fra dem!" Jeg så nogle kæmpe for friheden, og til sidst sønderrev de de snore, der bandt dem. De modsatte sig de anstrengelser, som blev gjort for at fæste snorene bedre, og nægtede at agte på den gentagne påstand: Gud er med os. Vi har sandheden hos os. |