O lad os leve helt for Herren og ved et velordnet liv og en gudfrygtig livsførelse vise, at vi har været hos Jesus og er hans ydmyge og sagtmodige efterfølgere! Vi må arbejde, medens dagen varer; for når trængselens og angstens mørke nat kommer, vil det være for sent at virke for Gud. Jesus er i sit hellige tempel og vil nu modtage vore ofre, vore bønner, vor bekendelse af fejl og synder og vil tilgive alle Israels overtrædelser, for at de kan udslettes, inden han forlader helligdommen. Når Jesus forlader helligdommen, vil de, som er hellige og retfærdige, stadigvæk blive hellige og retfærdige, for alle deres synder vil da være udslettet, og de vil blive beseglet med den levende Guds segl. Men de, som er uretfærdige og urene, vil stadigvæk blive uretfærdige og urene, for da vil der ikke være en præst i helligdommen til at frembære deres ofre, deres bekendelser og deres bønner for Faderens trone. Hvad der skal gøres for at redde sjæle fra den kommende vredens storm, må derfor gøres, før Jesus forlader det allerhelligste i den himmelske helligdom. |