Men Satan var ikke tilfreds. Han havde kun magt over legemet; han kunne ikke formå de troende til at give slip på deres håb og deres tro. Selv i døden frydede de sig ved et levende håb om udødelighed i de retfærdiges opstandelse. De havde mere end menneskelig styrke. De vovede ikke at sove et øjeblik, men beholdt den kristne rustning på og var beredt til strid, ikke mod åndelige fjender alene, men mod Satan i skikkelse af mænd, hvis idelige råb var: "Giv afkald på jeres tro eller dø!" Disse få Kristne var stærke i Gud og mere dyrebare i hans øjne end en halv verden, der bærer Kristi navn, men dog er kujoner i hans sag. Da menigheden blev forfulgt, var der enighed og kærlighed blandt dens medlemmer; de var stærke i Gud. Syndere fik ikke Lov til at slutte sig til menigheden. Kun de, der var villige til at forsage alt for Kristi skyld, kunne være hans disciple. Disse ville gerne være fattige og ydmyge og ligne Kristus.