Nogle var ivrige efter at vi skulle besøge New York-Staten igen; men et svagt helbred gjorde mig modløs, og for mig var det en trængselstid og tid i stor fortvivlelse. Jeg fortalte dem at jeg ikke turde vove mig, medmindre Herren ville styrke mig til opgaven. De bad for mig, og skyerne blev spredte, alligevel fik jeg ikke de kræfter som jeg ønskede så meget, men jeg besluttede at vandre i tro og gå og klynge mig til løftet: "Min nåde er dig nok." Gud havde hidtil været min hjælper, og hvorfor skulle jeg tvivle nu? Jeg vil stadig stole på Jehovas stærke arm. Hvis jeg ligesom Paulus bliver belastet af en torn i kødet, vil jeg ikke klage mig. Det vil få mig til at føle min afhængighed af Gud, og vandre i skælven for ham. På den rejse blev vor tro prøvet, men vi fik sejr, og min styrke blev større, og jeg kunne fryde mig i Gud. Al den kraft Herren havde givet mig var nødvendig for at kunne arbejde i New York. Mange var gået sammen om sandheden, siden vort første besøg, men der var meget at gøre for dem. Her vil jeg give et uddrag af et brev, min mand skrev fra Volney, N. Y., d. 13. nov., 1849: